Tina Fischer

"Hvordan vil Radikale Venstre prioritere den økonomiske politik overfor udlændinge politikken, når der skal forhandles med S-SF efter valget?" Det spørgsmål får jeg ofte, når jeg deltager i debatmøder.

Før VKO-æraen gav det spørgsmål ikke mening.

Men hver gang VK-regeringen de seneste ti år har ønsket at indgå forlig på økonomipolitikken, har DF som bekendt taget sig betalt med udlændingepolitiske stramninger. Derfor har vi vænnet os til sammenblandingen som et politisk vilkår.

Dén udveksling af politiske pærer for bananer deltager jeg ikke i efter valget.

Er mit svar.

To uger inde i valgkampen. Konturen af mine fem mest upopulære synspunkter tegner sig:

1. Jeg vil af med efterlønnen - hellere skoler
2. Jeg vil have en betalingsring - hellere plads, ren luft og kollektiv trafik
3. Jeg vil hæve boligskatterne - hellere lavere indkomstskat
4. Jeg vil holde fast i forkortelse af dagpengeperioden - hellere håndholdt beskæftigelsesindsats
5. Det er OK at fælde træer i Østerild - hellere testvindmøller

Radikal udlændingepolitik fik ikke point nok til at komme på listen. Den er nemlig ikke så upopulær mere.

Kender I det, når argumenterne, samfundssynet og det humanistiske perspektiv flader på plads, og man ved lige præcis, hvorfor man er radikal? Lidt ligesom når Margrethe vinkler efterlønsreformen i en tale på landsmødet. Eller som når Jelved med nuanceret fornuft argumenterer for mere europæisk samarbejde. En sådan oplevelse havde jeg idag.

Scenen er valgkamp og uddeling af flyers på gaden. Emnerne er efterløn, betalingsring og alliancer med K. Krydret med drillerier om Margrethe som statsminister. Og en ung kvinde der vil sikre sig, at vi stadig har en grøn profil.

En ung, mørk fyr - måske med tyrkiske rødder - står i venteposition til at tale med mig. Tålmodigt. Da det bliver hans tur, fortæller han, at vi (underforstået alle politikere) gør for lidt mht beksæftigelsesindsatsen for unge med indvandrerbaggrund.

Selv kom han til landet for 10 år siden. Fast besluttet på at lære sproget, uddanne sig, integrere sig. En ambitiøs ung mand, der synes, at Danmark fortjener, at han giver den en skalle på arbejdsmarkedet, så han kan betale tilbage. Han taler næsten flydende dansk, har taget en femårig akademisk uddannelse. Men han kan ikke få job. Til trods for at hans karakterer ligger over gennemsnittet. Han kommer end ikke til samtale, - det gør hans studiekammerater med dansk baggrund.

Hvad siger man så?
"Undskyld - jeg er så flov på mit lands vegne" ?
Eller
"Hvis jeg kommer i folketinget vi jeg arbejde for, at arbejdsgiverne skal tvinges til at ansætte medarbejdere med udenlandsk baggrund i integrationens navn"?
Eller
"Det er Pia K.s skyld"?

Nok ikke så konstruktive svar. Men her er tale om et holdningsspørgsmål på arbejdsmarkedet, som vi ikke kan leve med. Og som vi som lovgivere må skubbe til, hvis ikke med pisk så med gulerod.

Spild af menneske, velvilje og vækst. Så bliver man så radikal.

VKO har nu i ti år blandet udlændinge politik og økonomisk politik i en stor pærevælling. Resultatet er uskønne konstruktioner, manglende vækst og brud på konventioner. Se blot:

Vi har gennem de sidst ti år optjent et massivt underskud på tolerancebalancen. Det vil sige, at vi nu officielt er i recession med hensyn til globalisering og Europa-sind.

Det private forbrug af nysgerrighed, interesse og gæstfrihed overfor fremmede er nu så lavt, at kompetente udlændinge fravælger Danmark. Den manglende værditilførsel dæmper vækst og innovation i dansk erhvervsliv.

Det offentlige overforbrug af mistillid i sager om familiesammenføringer og opholdtilladelser har medført massiv gæld, således at hver dansk statsborger borger nu skylder 1,2 undskyldning til alle andre verdensborgere.

Den afdragsfrie fremmedfjendske retorik har ført til en overophedning af dansk udlændingelovgivning samt af den offentlige debat. Tilbagebetaling på afdragene kan kun ske i form af en anstændig udlændingepolitik.

Skattestoppet har medført underfinansiering af kærlighed, således at danske statsborgere ikke længere selv kan bestemme, hvem de vil gifte sig med.

Nej det går ikke. Ikke flere absurde sammenblandinger af økonomisk politik og udlændinge-politik..

Vi skal ikke blot have genoprettet dansk økonomi efter valget. Vi skal også i gang med at genoprette Danmarks ry og rygte. Det bliver et stort arbejde. Vi kunne jo starte med at trække tolderne tilbage og sige undskyld til tyskerne.

...når det drejer sig om vores svageste medborgere?

At værne om det kommunale selvstyre er en kendt radikal dyd. Båret af tillid til at lokale politikere, fagfolk og borgere er de bedste til at drøfte og beslutte løsninger, der virker for dem. Og til troen på at demokratiet trives bedst med råderum og lokal relevant debat. Dette samfundssyn er fx udmøntet i vores Tillidsreform.

Men Brønderslev sagen - og flere med den - udstiller, hvor forskellig prakis er blevet i kommunerne efter strukturreformen. Og det betyder i realiteten, at særligt udsatte børn og handicappede får forskellige tilbud og sagsbehandling, alt efter hvilken kommune de bor i.

Er tiden inde til livtag med vores syn på det kommunale selvstyre? Skal der mere statlig regulering til, når det gælder vores svageste medborgere? Kan det overhovedet lade sig gøre at standardisere, og er det ønskeligt? Hvad mener I?

Det er glædeligt, at regeringen stod fast på ikke at genåbne forhandlingerne om sygehusplanerne, da man havde Per Ørum til kaffe. De vanskelige og følelsesbetonede diskussioner om akutplanerne var lige faldet på plads, da Per Ørum truede med at genåbne aftalen.

Men ærgerligt at regeringen igen missede muligheden for at lave en overordnet plan for den danske sundhedsindsats.  I stedet er den nye sundhedspakke baseret på enkeltsager, genbrug og ustabil finansiering af psykiatrien.

Man kan have begrundet mistanke om valgflæsk-hastværk.

Jeg ønsker:

En stabil og langsigtet finansiering af vores psykiatri

En differentieret behandlings- og udredningsgaranti 

Et livtag med berøringsangsten overfor prioritering, fx gennem nedsættelse af et nationalt prioriteringsråd

En overordnet plan for rehabilitering i kølvandet på strukturreformen

Og ikke mindst en grundlæggende strukturel diskussion af, hvordan vi vil indrette vores sundhedsvæsen på lang sigt. Sundhed er for væsentlig et område til at blive hastet igennem med lunser til forskellige interessenter.

Sådan er min tilværelse i øjeblikket. Sådan næsten da.

Mange politikere drager nytte af deres erhvervskompetence i funktionen som politikere. Her er et lille tænkt (skulle nogen være i tvivl) eksempel på, hvad der sker, når jeg bruger min:

TF: ” Margrethe, - fra dit perspektiv, hvad er så det værste, der kan ske i dansk politik?”
MV: ”At S-SF-Ø kan mønstre 90 mandater alene efter valget”
TF: ” Og det bedste?”
MV: ”At vi får en ny regering, som er (dybt) afhængig af radikale mandater”
TF: ”Ny regering? Kunne det også være en Løkke regering version 2.0? Bare sådan spurgt i dette lukkede rum?”
MV: ”Så skulle hele persongalleriet skiftes ud, og der skulle være nul-afhængighed af DF mandater. Det er slet ikke realistisk. ”
TF: ”Men hvis jeg nu havde en tryllestav og kunne sikre friske nye borgerlige ministeremner efter folketingsvalget samt uafhængighed af DF, - ville det så være interessant?”
MV (lidt irriteret): ”Ja, ja – jeg er jo sådan set bare interesseret i at få så meget radikal politik igennem…Men det et fjollet spørgsmål. Der er kun Helle T muligheden…”
TF: ”Helt ok. Jeg skulle bare lige være sikker på, at vi var kommet hele vejen rundt.…Hvad kunne du godt tænke dig, vi talte om nu?”
MV: ”Jeg vil gerne vende, hvor vi får de afgørende radikale stemmer fra…..”
TF: ”Hvad er din første indskydelse?”
MV: ”Hmmm…..ansvarlige socialdemokrater og borgerlige vælgere, der vil af med blokpolitikken, og som stemmer radikalt for at dæmme op for S-SFs økonomiske politik.”
TF: ”Hvis du skulle dele ansvaret for at fortælle om radikal politik med nogen, - hvem skulle det så være? ”
MV: ”Når du spørger sådan, så kommer jeg til tænke på de radikale græsrødder og folketingskandidater....”
TF: ”Ja, de er der jo også….”
MV (tænksomt): ”Deres rolle er afgørende nu ….”
TF: ”Vi skal så småt til at runde af…. Jeg vil foreslå, at vi næste gang taler om, hvordan vi sikrer, at folketingskandidaterne er motiverede helt frem til valget… hvordan lyder det?”
MV: ”Det lyder fint. Tak for i dag”
TF: ”Tak for i dag.”
 

Har debatindlæg i Dagens Medicin sammen med Knud Munksgaard:

Det kommer måske bag på de fleste, men regionerne er faktisk en succeshistorie. Alligevel benytter regeringen enhver anledning til at intervenere i regionernes disponeringer og lave politisk opportune hovsaløsninger. Lad os i stedet tage regionerne alvorligt. Så de kan være med til at skabe vækst.

Vi skal redefinere, hvad Danmark skal leve af. Ja, man kan faktisk sige, at hele den danske selvforståelse i den nye globale virkelighed skal have sig en tur. I Radikale Venstre er vi helt med på, at vi skal indrette erhvervspolitikken efter, hvad de nye markeder efterspørger.

Danmark har en veludviklet – og stor – offentlig sektor, som faktisk repræsenterer over en fjerdedel af vores BNP. Her spiller vores sundhedsvæsen en betydelig rolle. Alene i kraft af sin størrelse som kunde har sundhedsvæsenet stor betydning for, hvilke sundhedsydelser danske virksomheder udvikler. Med andre ord, jo mere kræsent og innovativt vores sundhedsvæsen er, des bedre produkter udvikler vores virksomheder.

Men det kræver jo netop, at sundhedsvæsenet har handlekraft til at opføre sig innovativt.

REGIONERNE ER I det store hele lig med sundhedsvæsenet. Og de har faktisk klaret deres opgave med succes: Produktiviteten på sygehusene er stigende. Kvaliteten er øget betydeligt. Alle regioner har vedtaget fremadrettede sygehusplaner. Økonomiaftalerne overholdes.

Alligevel er regionerne lagt i en statslig spændetrøje i form af snævert definerede arbejdsområder, generelle ventetidsbestemmelser, fastlagte budgetrammer, underligt konstruerede finansieringsformer. Det skaber skæve incitamentsstrukturer og hæmmer regionernes muligheder for at gå fra driftsdagsorden til udviklingsdagsorden.

DET VAR SOM bekendt Lars Løkke, der stod i spidsen for strukturreformen og dermed skabelsen af regionerne. Men han har skabt en konstruktion, som han åbenbart ikke engang selv har tillid til.

Bedre bliver det ikke af, at regeringspartneren Det Konservative Folkeparti fortsat fremturer med at ville nedlægge regionerne. Det er signalforvirring, og oplagte muligheder for at udnytte regionernes viden til innovative erhvervsmuligheder forsømmes.

I Radikale Venstre ser vi tværtimod regionerne som en oplagt katalysator for vækst i den private sektor. Ved at vise regionerne tillid og give dem handlekraft kan de være med til at skabe vækst i form af intelligent offentlig efterspørgsel og indgå i innovative partnerskaber med private virksomheder. Regionerne er ikke et overflødigt led. De er – hvis vi vil det – potente efterspørgere.

Jeg gik i sin tid ind i politik, fordi jeg var overophedet af den urimelige diskurs indenfor udlændingepolitikken.

Sådan er vi nok mange, der har det.

Og det er ikke fordi urimlighederne er blevet mindre gennem de sidste ti år.

Slet ikke.

Men ærlig talt - bliver lidt træt af at stå i et ringhjørne og råbe over til DF (og VK og i perioder SF, såmænd). For hvad er det, man forestiller sig? At de pludselig kommer til fornuft og begynder at melde sig ind i RV?

Men vælgerne da, - de skal da have at vide, hvor høj en pris udlændinge betaler i form af stigmatiserende lovgivning, for at VK kan på de afgørende mandater til deres politik? Jo, det skal vi blive ved med at fortælle.

Også at LA springer i målet, hver gang der udsigt til at forbedre forholdene for asyl-børn eller til at trække det uigennemtænkte point-system tilbage.

Selvfølgelig skal vi blive ved at fortælle om det.

Men prisen er, at en mængde politik områder lever en en ufortjent skyggetilværelse. Dem har vi politikere også en forpligtelse til at debattere.

Se fx denne kronik om specialskoler vs inklusion i folkeskolen. En debat som vedrører os alle. Nogle af os fordi fordi vi har børn i denne gråzone. Resten af os fordi diskussionen har store økonomiske og forvaltningsmæssige konsekvenser.

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE923341/da-emma-blev-ramt-af-kassetaenkning/